Ellebo

I en travl hverdag med karrierejob, tre børn og en stor vennekreds er det svært at få enderne til at nå sammen. Men der er en udvej. Mød tre familier og gode venner, som har fundet deres helt private åndehul, hvor de bor sammen men alligevel har hvert deres sted.

Den næsten 600 kvadratmeter patriciervilla rejser sig stor og mægtig for enden af den lille sidevej. Med egen bådbro til Tryggevælde Å og knap 100 meter til Køge Bugt.

Ved første øjekast en uforstyrret rigmands-oase med den ophøjede utilnærmelighed, som nærmest er et varemærke for den slags steder.

Men billedet snyder. For villaen med den 2.500 kvadratmeter have er ikke en pengenes bastion. Det er derimod et skattet åndehul for tre gode venner, Per, Gregers og Ulf, der har realiseret en gammel drøm om at flytte sammen under samme tag med hver deres familie.

Dermed er de tre familier et kerneeksempel på det, fremtidsforskerne forventer, at et stigende antal danskere vil gøre i de kommende år, nemlig at forene individualiteten og »sig-selv-nok attituden« med nye meningsfulde fællesskaber sammen med ens bedste venner.

Det kan eksempelvis være ved at bosætte sig, som de tre familier har gjort, under samme tag, men med en klar opdeling af, hvad der er dit og mit.

Fællesskabet i den gamle villa er derfor ikke en tilbagevenden til de idealistiske bofællesskaber i 1970-erne med fælles køkken, fælles bad og fælles børn. I dag har hver familie deres egen lejlighed, der er formaliserede vedtægter i den nystiftede ejerforening, og der bliver banket høfligt på, inden man besøger hinanden.

I VILLAEN i Strøby Egede ved Køge har de tre familier nu boet sammen i knap et år. Det har været en periode præget af store fysiske ombygninger, men også mentale landvindinger i deres indbyrdes forhold til hinanden.

»Når jeg kører hjem fra arbejde, kører jeg både hjem til familien og vennerne. Det er en særlig følelse og et stort privilegium, at jeg på den måde kan kombinere et travlt karrierejob, familien og vennerne på samme tid - og endda under samme tag,« siger Ulf Lolk Larsen, der til dagligt arbejder som afdelingsleder i Novo Nordisk og har været primus motor på det store »flytte sammen projekt«.

Et projekt som udover børnenes trivsel også er en klar stillingtagen til, at vennerne ikke skal spille anden violin, selv om karrieren og familien vokser og lægger beslag på stadig mere tid.

Ulfs barndomsven fra Lolland, Gregers Hovmand, nikker. At flytte sammen men alligevel have hver sit har gjort, at de i dag kender hinanden endnu bedre, og ikke som mange andre travle børnefamilier har måttet skære ned på tiden med de bedste venner:

»Vi ser hinanden betydeligt mere end tidligere. Det er fællesskab, hvor lysten til at være sammen er i højsæde, men det er også et fællesskab, hvor vi hver især har retten til at være alene. Det er det bedste fra to verdener og en erkendelse af, at vi har brug for hinanden, men også at vi har brug for at være alene af og til.«

UDOVER DE individuelle ønsker var børnene en vigtig drivkraft til at opgive det trygge storbyliv i København. Med til sammen seks børn var pladsen i de gamle lejligheder trang, og behovet for at flytte tilsvarende stort.

Men med gode jobs og en stor social omgangskreds i byen var det en stor beslutning at tage springet ud til forstæderne, hvor der pludselig ikke kom venner på besøg hver dag, og hvor frygten for de høje ligusterhække ikke var nem at holde nede.

Løsningen blev at tage nogle af vennerne med ud ad byen. Men ikke hvilke som helst venner. Det skulle være nogle, som delte de samme værdier og holdninger til det at bo sammen. Det gjorde Ulf, Gregers og Per. Men Ulfs kone, Christina, var skeptisk.

For der er langt fra Østerbro til Strøby Egede. Og hun kendte ikke de andre andet end igennem Ulf. Men nysgerrigheden og overbevisningen om, at mange mennesker under samme tag er en rigtig måde at bo på, vandt. Ikke mindst for børnenes skyld.

»Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville bo med mange mennesker omkring mig. Også flere end bare Ulf og jeg. Det er vigtigt, at vores børn lærer andre måder at være sammen på. De skal se mulighederne og lære at knytte tætte kontakter til andre voksne og børn. Og det gør de ved, at vi bor mange sammen,« siger Christina Rasmussen.

I sandkassen ude i haven ser det unægtelig også sådan ud. Der er børnetræf og indædte forhandlinger om en plasticskovl. Men for såvel børn som voksne har flytningen til Strøby Egede været ubetinget god.

De ydre rammer er langt over, hvad de selv ville have haft råd til. Men ved fælles økonomisk hjælp lykkedes det at erhverve den gamle villa for 3,3 millioner kroner og forvandle den til deres eget private åndehul for i alt fem voksne, seks børn og to delebørn.

INDEN DE NÅEDE så langt, havde de tre familier og gode venner lange snakke om deres forventninger til det at bo sammen. For hvordan ville det påvirke venskabet, hvordan skulle økonomien skrues sammen, og hvad med forventningerne til en hverdag, hvor familie og venner kom til at bo under samme tag.

Men da først forhandlingerne omkring boformen var afklaret, var det med kriblen i maven, at de en smuk januardag for halvandet år siden tog til Køge og så huset. Fra da af var de overbeviste om, at det var den rigtige beslutning for dem:

»Jeg har tidligere boet i et bofællesskab med to nære venner. Vi endte med at blive uvenner. Det lærte mig, at det er afgørende for et så omfattende projekt som vores, at man deler de samme tanker omkring det at bo sammen. Det gør vi og har gjort hele vejen,« siger Ulf Lolk Larsen i dag.

For alle i det store hus er venskabet på tværs af etagerne den måske vigtigste grund til at flytte sammen. Børnene løber i et væk på besøg hos hinanden. Mændene mødes i portnerboligen til øl og ægte mandehørm. Og husets to mødre, der kun kendte hinanden perifert, inden de flyttede ind, har udviklet et fortroligt venskab.

De tre familier kan dyrke hinanden så meget, de har lyst til. Men de kan også være sig selv og lukke døren, når det er nødvendigt. Og netop muligheden for begge dele har været drivkraften i projektet.

Til andre, der overvejer at gå samme vej, lyder rådet: Gør det! Men gøre det med de rigtige mennesker. Ikke alle gode venner kan eller skal bo sammen. Ikke fordi de er mindre gode venner, men fordi de simpelthen ikke har den rette begejstring for projektet og ikke egner sig til det.

På Lolland bor Ulf og Gregers´ forældre dør om dør og har gjort det i årevis. Nu følger sønnerne efter sammen med deres familier. Og efter et år i patriciervillaen kunne de ikke drømme om at bo på andre måder, end med familien og vennerne under samme tag.